Montering/brug af Garmin GPS V (på CBR600F4)
Indledning
Denne side handler om anskaffelse, montering og brug af en GPS på
min MC. Jeg har også skrevet nogle mere generelle ting om brugen
af GPS V fra Garmin.
Bemærk: At alle billeder af navigatoren, hvor der vises
hastigheder/navigation er taget i demo-mode, hvor man kan simulere kørsel
på ruten. Jeg har ikke taget dem 'on-the-road'.
Anskaffelsen
Som det store legebarn jeg er besluttede jeg i foråret 2002 at
jeg ikke kunne leve uden en GPS.
Jeg havde læst en del om herlighedsværdien i en GPS og gik
på shopping på nettet. Det sted hvor man angiveligt kunne
finde dem billigst var i www.gpswarehouse.co.uk
i England. Jeg fandt da også ud af at der kunne spares i omegnen
af 1000,- kroner, men valgte at købe den herhjemme p.g.a. reklamationsretten,
som er på 24 mdr i Danmark, men kun 12 mdr i England.
|
|
Kort om GPS V
Min kærlighed faldt hurtigt på Garmin GPS V, som er en af de første
håndholdte GPS'er der kan lave 'turn by turn'-navigering. Det vil i realiteten
sige, at den den ikke bare kan angive en foruddefineret rute, men at den selv
kan vælge vejen, blot man angiver destinationen. Skulle man finde på
at afvige fra den - af GPS'en - planlagte rute, vil den blot beregne en ny rute
til den valgte destination.
GPS V har ikke datakasetter, hvilket er både et plus og et minus. Det
er et plus man stort set altid skal købe ekstra datakasetter (mere hukommelse)
til de GPS'er der leveres med kasetter. Det er ret dyrt, men det giver til gengæld
mulighed for at have flere kortområder med i lommen, når man kører
lange stræk.
På min GPS V kan der ligge 19MB data, som loades diekte ind i GPS'en
via det medfølgende kabel og en PC's serielle port. Man kan ikke have
hele Danmark loadet på en gang og det er lidt tyndt. Det betyder dog ikke
at man er lost, blot at der vil være områder, hvor der ikke er så
mange detailler med på kortene. Hele Europa ligger altså som mindre
detailleret kort og ideen er så at man loader de kortdele hvor man har
brug for ekstra detailler.
Når man får GPS V følger der en Mapsource City Select CD
med, som man skal have en unlock-kode til. Denne unlockkode er dedikeret til
en GPS-enhed og kan derfor ikke bruges med andre - så glem det med at
få en kopi af CD'en...... Jeg har dog fået oplyst af en anden GPS-bruger
at man kan få 2 unlockkoder til samme CD i tilfælde af at man har
2 GPS-enheder. Man kunne så (i teorien) bestille en region selv - f.eks.
skandinavien og bede en anden bruger om at få unlocked f.eks. frankrig.
På den måde kunne man så have 2 områder tilgænglige
uden ekstra udgifter. For at få åbnet mere end en region (der er
6 i alt i Europa) skal man betale for alle de øvrige områder og
det koster ca. 1500 kroner hos f.eks. www.gps.dk
Ud over CD'en følger der et cigartænder-strømstik med så
man kan bruge bilens strøm i stedet for at tære på de 4 penlightbatterer
der sidder i enheden. Der følger naturligvis også et dataoveførselskabel
med, så man kan uploade/downloade data til/fra GPS'en. Sidst men ikke
mindst er der en holder med, som nemt kan sættes på bilens instrumentpanel
ved hjælp af de medfølgende velcro-strips eller dobbeltklæbende
tape.
Monteringen
Nu havde jeg jo en ide om at kunne bruge den på MC'en og ledte derfor
efter en måde at montere GPS'en på denne. På www.touratech.com
og www.gps.dk har de et flot beslag
til MC-montering, men det koster 700 kroner og det var jeg alt for fedtet til
at ville give - specielt set i lyset af at Touratech-beslaget er beregnet til
Enduro-maskiner (eller lignende) hvor man ofte har et tværgående
tyndt rør mellem 'håndtagene' og det har en sports-mc ikke. Det
ville under alle omstændigheder betyde at jeg skulle til at modificere
på beslaget, hvilket virker fjollet når det koster 700 dask.
Altså må man jo udtænke en anordning som kan bruges........
Det endte med at jeg ville bruge kronrørshullet som stedet hvor man
monterede GPS'en på en eller anden måde. Fandt ud af at det medfølgende
plasticbeslag kunne bruges delvist. Hvis man skiller det ad kan man bore et
hul i midten og så sætte en skrue igennem, som kan fastgøres
i et eller andet.
Det medfølgende beslag. Skruehullet anes i den nederste
del.
Problemet var hvad skulle skruen sættes fast i? Jeg
forsøgte at tilpasse en korkprop og skrue en træskrue igennem beslaget
og gennem proppen, som sad i kronrøret. Duede ikke! Det sad alt for løst.
Prøvede så at skyde flere stykker plasticslange ind i hinanden
og lade en lang skrue gå gennem beslaget, videre gennem slangerne, en
skive i bunden og så en møtrik. Ideen var at komprimere slangen
efter den var ført ned i kronrøret, så den ville kile sig
fast når man strammede skrue/møtrik sammen. Duede ikke! Det sad
også for løst!
Så var det jo, at jeg pludselig kom til at tænke på styrproppen,
der sidder i enden af et cykelstyr, når det er beviklet med tape/grip;
det ekspanderer jo også når men strammer skruen. Ud og flå
styrproppen af cykelstyret og ploppe den i kronrørshullet.
Sandelig! Det passede rigtig godt. Men ville det kunne holde beslaget
ordentligt? Jeg måtte først finde en længere skrue. Det tog
noget tid at komme gennem alle rodeæskerne, før jeg fandt en der
kunne bruges.
Skruen gennem beslag og styrprop og så på med den
hvælvede møtrik-skive, der sidder i bunden af styrproppen.
Det adskilte beslag.
Ud og prøve! Success!! Ikke blot sidder den godt fast -
styrproppen giver samtidigt en vis vibrationsdæmpning, da den er relativt
blød. Det med vibrationerne havde jeg læst en del om i forbindelse
med undersøgelserne af Tourataech-beslaget, hvor man gjorde en del ud
af at fremhæve, at vibrationerne kan få GPS'en til at få kortvarige
black-out's idet batterierne vibrerer så meget at de kortvarigt kan miste
forbindelsen med batteripolerne i GPS-en. Dette fænomen er vistnok mest
udtalt med GPS V, men forekommer også på GPS III og IV. Nå,
pyt det sad så fint og prøveturen ville vise om der var problemer.
Prøveturen blev ført taget et par dage efter, da
det var sen aften da jeg var færdig og ikke havde tid de følgende
dage. Det fungerede rigtig godt, men batterierne slap op efter ca ½-delen
af turen. Øv! Da jeg kom hjem trykkede jeg alligevel lige på tænd-knappen
og så kørte den fint igen?! Der var ca halvdelen af batterikapaciteten
tilbage ifølge GPS'en egen strømmåler. Underligt........
Nåååeee nej - det var selvfølgelig rystelserne der
havde givet det føromtalte blackout. Kuren, som blev anbefalet af bl.a.
Garmin selv er at have ekstern strøm på GPS'en under kørslen.
OK - så må men have kløerne i et strømkabel. 399 kroner
(!) for en stump ledning og et lille stik med 4 ben!! Niks du gamle - den køber
jeg ikke.
pFranc og PledgePlug
Jeg havde set et sted på nettet hvor nogen lavede de stik
og solgte dem for en rimelig penge. Garmin sælger dem simpelthen ikke
løst og det har tilsyneladende irriteret en mand i USA så meget
at han lavede nogle selv. Han har skrevet om det på www.pfranc.com hvor
han også beskriver hvordan de sælges over hele verden. Den danske
pFranc (udtales med stumt 'p'), som er Ole P. Bielefeldt er at finde på
http://pfranc.com/cgi-bin/pub/c_dk?pid=Pplug
og ham kontaktede jeg så, som anvist, pr email. Princippet er at man betaler
det man vil (dog bør man anstændigvis mindst dække portoen)
for stikkene, som kaldes PledgePlugs. Man kan så tage varerne i skue og
vurdere hvad man mener de er værd før man vælger hvor meget
man vil betale! En meget usædvanlig forretningsmetode/prissætningspolitik,
men også meget flot, synes jeg! Jeg betalte det enbefalede beløb
(90 kr) da jeg fik de 2 bestilte stik efter få dage. Anvisningen på
hvordan man forbinder stikkene kan man finde på www.pfranc.com, men jeg
vil samtidig gøre opmærksom på at man kan købe dem
færdigsamlet og testet gennem den danske Pfranc til nogle hundrede kroner.
Han har også strøm og datakabel til salg. Altså: Hvis man
ikke er fortrolig med en loddekolbe og elektronik, skal man lade være
med at eksperimentere med det!
Husk også at det er meget forskelligt hvilke forsyningsspændinger
de forskellige GPS'er accepterer. GPS V er meget tolerant; den kan tåle
fra 8 til 32 volt, så der er ikke behov for at lave spændingsregulering
til den, når den skal bruges på MC'en - med mindre man har 24 volts
anlæg ;o))
Jeg lavede 2 kabler: Et til strømforsyning til MC'en og
et som har både strøm og data til at bruge når man uploader/downloader
derhjemme. Det tager en anseelig tid af downloade kort, ruter m.m. og det originale
kabel tillader ikke ekstern strømforsyning samtidigt med dataoverførsel,
hvilket irriterede mig da det koster en del batteri at overføre data
i ca 1 time.
Det færdige resultat
Her er så billeder af den færdigmonterede holder uden og med GPS'en
Opstart af GPS V
Jeg har nu prøvet GPS'en en del gange i såvel bil
som på MC'en. Det første der slog mig var, hvor følsom den
er overfor dårlige signaler. Den fungerer slet ikke indendørs;
der skal være frit udsyn til himmelen/satelitterne. Selv træer kan
tage udsynet til satelitterne og så mister man navigationsfaciliteten.
Den kommer dog igen, når GPS'en igen modtager et rimeligt signal.
Når man tænder den vises en oversigt over de satellitter GPS'en
kan 'se' på himmelen. Der vises dels 'navnet' på den enkelte satellit
og den styrke hvormed signalet modtages, ligesom den position på himmelen
kan ses.
Dette skærmbillede kan kaldes frem når som helst man
har behov for at se hvordan signalkvaliteten er.
Der skal mindst 2 satellitter til, før man kan bruge GPS'en. Man har
i så fal 2D modtagelse. Bedst er det med 3 satellitter/3D-modtagelse,
som gør at man har både x, y og z-koordinaterne med i beregningerne.
Det vil sige at man har længde- og breddegrader og højde over havet
med i beregningerne.
Parametre
Man kan justere et hav af paramtre - f.eks. om man vil undgå
at blive ført på motorvej, lige som man kan angive om "man"
er en lastbil, en bil, en cykel eller andre forskellige transportmidler incl.
fødderne. Desværre kan man ikke angive motorcykel, lige som man
ikke kan angive at al ruteplanlægning skal foregå via småveje
(og helst de snoede).
Det er desværre heller ikke muligt at angive, at man ikke
vil med færger. Det har gjort at jeg ofte er blevet dirrigeret op over
Hundested-Rørvig, når jeg har ville køre til f.eks. Nykøbing
fra Hørsholm. Når man så (stædigt) kører nedenom,
så bliver GPS'en ved at angive at man skal op mod Hundested, indtil den
mener at det er smartere at man kører nedenom. I nævnte tilfælde
ombestemmer den sig i nærheden af Herlev.
Her er billeder af de forskellige Setup-faneblade man kan vælge
(beklager reflekserne i displayet, men det er pokkers svært at fotografere
sådan et display uden at få reflekser/genskær på):
System
Time
Guidance
Routing
Units
Timers
Location
Alarms
Interface
Under "System" bemærker man (måske) at der er et punkt
der hedder "Display", hvor der er valgt "Landscape". Det
er såmænd bare en fiks detaille: Man kan dreje displayet, hvis man
hellere vil have Portait-visning - altså højformat i stedet for
bredformat:
Betjeningsknapperne sidder så over displayet, ligesom antennen.
Det kan også gøres direkte - altså uden at gå ind i
setup - ved at holde knappen "Page" nede i ca. et sekund - Vupti,
så drejer displayet fra høj til bred eller omvendt.
Waypoints
Der kan som sagt gemmes op til 500 waypoints. Et waypoint er en
specifik markering/position på kortet. Det betyder altså at man
kan gemme op til 500 forskellige positioner, som bl.a. kan bruges til ruteplanlægning.
Waypoints kan navngives og man kan tildele dem et lille ikon. Navnet og ikonet
vises, når man ser på skærmen og kigger på et udsnit,
hvor man har gemt waypoints.
Man kan dermed gemme f.eks. Malerklemmen's position med et passende
ikon og så bede GPS'en om at navigere en til Malerklemmen. Hurtigt og
nemt.
De fleste af os har vel også kørt en tur, hvor man
ved et tilfælde finder en rigtig god vej/rute, men desværre ikke
kan finde tilbage til den, når man skal vise andre den. Slut med det!
Gem et par waypoints og søg tilbage til dem.
Ruteplanlægning
Der findes flere forskellige muligheder for at navigere sig frem
til at bestemmelsessted.
Man kan søge efter vejnavn, husnr, postnr og land. Man
kan bruge waypoints. Man kan bruge "Points of interest" som omfatter
Spisesteder, tankstationer, stationer og meget mere. Det har faktisk været
en fornøjelse at kunne bede den om at finde nærmeste tankstation,
når man var ved at løbe tør for benzin :o)
Eksempel på udsøgning efter en tankstation:
|
|
1) Vælg Points of interest
|
2) Vælg Services
|
|
|
3) Vælg Auto Fuel |
4) Vælg den tank du vil køre til.
Forinden dette billede er der faktisk et, hvor man kan vælge de
forskellige benzinmærker: Statoil, DK-benzin o.s.v.
|
Endelig kan man benytte nogle af sine waypoints, som destinationen.
Der er mulighed for at sætte den til at vise retningen til
bestemmelsesstedet i fugleflugtslinie, hvilket er ganske fint, når man
bare kører på må og få, men gerne vil ende et bestemt
sted.
Den viser så løbende afstanden (i lige linie) og
ens afvigelse fra dén lige linie der forbinder start og slutsted. Det
er ganske vist lidt maritimt, at man "driver" p.g.a. strømmen,
men det virker faktisk fint, at man kan se, at man er ved at tage en omvej istedet
for at (næsten) følge den lige linie mellem de 2 punkter.
Når man har bedt GPS'en om at dirrigere en til at bestemt
sted bliver man hele tiden oplyst om en stribe oplysninger, som det ses af de
mange navigationsbilleder herunder. Der findes en endnu mere detailleret visning,
hvor man kun har tallene og ikke kortet. På det billede kan man så
se hvor længe man har holdt stille, hvor længe man har kørt
o.s.v.
I såvel "normal" som detaillevisning kan man vælge
frit fra en menu, hvilke felter/data man vil se. På "kort-/normal-siden"
vælger de fleste nok at ville se hastighed, afstand til målet, estimeret
ankomsttid og distance til næste navigationspunkt. Ud over dette vises
en position på kortet, ligesom man kan se den planlagte rute markeret.
Når man nærmer sig et navigationspunkt (altså
et sted hvor man skal dreje fra den vej, man kører på lige nu)
vises det på skærmen, med en stor pil og en tekst der siger hvor
langt der er til navigationspunktet og hvad vejen, man skal dreje ind på
hedder:
Kort efter vises kortet igen med den sædvanlige markering
af ens position:
Når man så er ca 500 meter fra navigationspunktet,
vises navigationspilen igen og meter-afstanden tæller ned:
Det fungerer rigtig godt!
Er man interesseret i at se den komplette rute kan man zoome ud
(se herunder), eller vælge at se ruten på skrift:
Til sidst på ruten gør den (selvfølgelig)
opmærksom på, at man er ankommet til destinationen
Man kan zoome ind og ud, når man har kortet fremme og man
kan sætte den til auto-zoom, som betyder at den zoomer ind når der
er behov for detailler. Smart og velfungerende!
Zoomet ud: Ca 5 km pr cm, hvor billedet ovenover er på
ca 80 m. pr cm.
Det kan aflæses nederst i venstre hjørne. På skærmen
ses det meste af Nordsjælland.
Brug af PC'en
Tilslutningen af GPS'en sker via en seriel port på PC'en
(RS232). Det bruges til at lægge data over på PC'en eller at lægge
data over på GPS'en. Alle data fra GPS'en kan flyttes frem og tilbage
som man ønsker.
Udvælgelsen af kortarealer sker i PC'en program (City Select)
og man skal her være opmærksom på den begrænsning der
er på GPS'ens hukommelse: 19MB. Man kan derfor ikke udvælge alle
kortene, som tilsammen dækker Danmark. Det er lidt tyndt, men uden praktisk
betydning, da der under alle omstændigheder kun er behov for meget detaillerede
kort for visse områder, hvor man har specielle interesser.
Al ruteplanlægning og oprettelse af waypoints kan ske via
PC'en og så loades over på GPS'en.
Jeg har i nogle tilfælde valgt at bruge PC'en, da den -
trods alt - er lettere at arbejde med, end GPS'en. F.eks. kan det godt tage
lidt tid at stave sig frem til by/vejnavne, når bogstaveringen skal ske
med en markør og et tryk på enter, for hvert enkelt bogstav!
Man kan også lade PC'en vise kortet og positionen, som aflæses
af GPS'en, mens man kører rundt. (notebook er at foretrække ;o)
Dét har jeg ikke afprøvet i praksis, men det er sikkert velfungerende.
Eneste anke er at det tager en rum tid at loade data, såvel
ene, som den anden vej: Op mod 45 minutter for alle 19MB! Det er hér
behovet for strømforsyning, samtidig med data, opstår. Det skal
dog siges at man kan udvælge de ting man vil uploade, så man kan
begrænde sig til f.eks. ruter og waypoint, og så er tiden nede på
1 - 2 minutter. Det er klart kortene, der koster plads og tid.
Jeg glædes over
- Turn by turn navigationen er bare genial. Den redder en, når man lige
misser en sidevej.
- Størrelsen/vægten på GPS'en. Den er tilpas lille til
at man gider tage den med i lommen, når man stiller maskinen fra sig,
eller forlader bilen.
- Det gode betjeningspanel, som faktisk kan betjenes med MC-handskerne
på
- Kvaliteten af enheden
- Præcisionen når den estimerer ankomsttidspunkt ved ruteplanlægningen
Jeg savner
- Hurtigere genberegning ved afvigelse fra beregnet rute
- Mulighed for større datakapacitet så man kan have flere områder
loadet samtidigt
- Mere 'intelligent lys' i displayet, så det f.eks. tænder når
der skal navigeres og ellers er slukket.
- Mulighed for at indtaste at man ikke vil med f.eks. færger. Der gives
pt kun mulighed for at angive at man ikke vil på 'Toll-roads' altså
betalingsmotorveje, men man kan ikke fravælge færger.
- Muligheden for at angive at man gerne vil køre ad "Margurite-ruter"
- altså smukke veje -langt fra kedelige hovedveje.
Konklusion
Det er et dyrt, men dejligt stykke elektronik!! Den erstatter Kraks kortbøger
og er meget bedre on-the-road, end en sædvanlige kort. Jeg fortryder ikke
et øjeblik at jeg købte den - men kunne sagtens leve uden: Det har
man jo gjort i mange år forinden ;o)
Når jeg får endnu flere erfaringer med GPS'en vil
jeg opdatere denne side
Tekniske specifikationer
Størrelse |
12,7*5,9*4,1 cm (b*h*d) |
Vægt |
255 gram |
Batterier/holdbarhed |
4 stk 1,5 volt penligt/walkman. Holder ca 24 timer ved konstant
brug. |
Skærm |
Monochrome 4*6 cm, 256*160 pixels, 4 gråtoner |
Antenne |
Aftagelig og drejelig |
Stik |
1 Garmin 4-pin data/strømstik |
Præcision |
ca 5 meter med City Select |
Datakapacitet |
19MB som bevares uanset om der er strøm på eller
ej. |
|
500 waypoints |
|
20 router (kan bruges både den ene og den anden vej) |
Arbejdstemperatur |
-15 til 70 grader Celcius |
Interface |
RS232 |
|
|
Ydelse |
|
Modtager |
Differantial klar 12 kanalers parallel |
Opdatering |
1 gang i sekundet |
GPS nøjagtighed |
<15 meter |
DGPS nøjagtighed |
3-5 meter (kræver extraudstyr) |
|
|
Tilbehør |
Håndledsrem |
|
Strømkabel |
|
Datakabel |
|
Monteringsfod med diverse klisterstrips/velcro |
|
City Select CD-ROM med 1 åben region |
|
4 stk penlight batterier |
|
|